Sender forsvarer til Fredericia
Sebastien Ibeagha udlejes
AC Horsens har valgt at sende Sebastien Ibeagha på græs i FC Fredericia resten af året.
- Lejeaftalen med FC Fredericia er det bedste for Sebastiens udvikling, for han får mere erfaring og flere kampe på CV'et, og han vender hjem til AC Horsens som en bedre spiller. Vi har to stoppere, der er bedre til det, jeg gerne vil, og derfor vil vi gerne give Sebastien en god mulighed for at udvikle sig i FC Fredericia, der får en dygtig spiller. Det er en win-win situation for alle parter, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Sebastien Ibeagha ser frem til at spille året færdig i FC Fredericia, der ligesom AC Horsens er at finde i NordicBet Ligaen.
- Jeg satte mig ned sammen med Bo (Henriksen, red), der var meget ærlig, og det sætter jeg stor pris på. Han fortalte mig, at lejeaftalen med Sonni Nattestad betyder, at jeg ikke vil få så meget spilletid som hidtil, og at det vil være bedre for mig at tage til FC Fredericia og spille kampe, og det er jeg enig i. Mit mål er at spille kampe og få en god oplevelse i Fredericia, og efter efterårssæsonen vender jeg tilbage til AC Horsens som en stærkere spiller, siger Sebastien Ibeagha.
AC Horsens skrev kontrakt med Sebastien Ibeagha i vinters efter en vellykket prøvetræning.