Schlagerfestival tror på udsolgt
Arrangør tror på udsolgt til dette års Open Air Schlagerfestival i Horsens
Hansi Hinterseer, Rosanna Rocci og Die Cappuccinos er nogle af de kunstnere, som gæsterne til dette års Open Air Schlagerfestival på Fængslet i Horsens kan opleve den 22. august.
Og arrangøren tror, at der bliver udsolgt til arrangementet om tre uger.
- Det går rigtig godt med salget, og vi håber og tror, at der bliver udsolgt, siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends, som sammen med tv-kanalen dk4 står bag festivalen, til tv2oj.dk.
Festivalen debuterede sidste år, og her blev der solgt samtlige 3.500 billetter, der var sat til salg.
- Vi sælger kun 3.000 billetter i år. Det gør vi, så alle kommer til at kunne se scenen ordenligt, siger Frank Panduro.
Udover musik vil der være konkurrencer og underholdning på pladsen hele dagen.
Derudover bliver det muligt at møde flere af kunsterne. Blandt andet skriver Hansi Hinterseer autografer efter sin koncert.