Rasmus er målløs: Hvem har stjålet min hjertestarter?
Hvem kan finde på at stjæle en hjertestarter? Rasmus Sørensen sidder med en bitter smag i munden efter et indbrud i sin bil.
Onsdag middag kom Rasmus Sørensen ud til sin bil, der holdt parkeret på Læsøgade i Aarhus. Hurtigt så han, at bilens ene rude var smadret.
En situation mange har prøvet at stå i, men det er de færreste, der har en hjertestarter i deres bil. Men det har Rasmus Sørensen fra Horsens.
- Jeg kommer ud til min bil og kan se, at ruden i den ene bagdør er smadret, og så har de været nede under et tæppe og tage en hjertestarter og mine sportstasker, siger Rasmus Sørensen.
I 2016 brugte han 31.000 kroner på at købe en hjertestarter med ekstra udstyr for at kunne hjælpe andre.
Via sit arbejde som serviceassistent på traumeafdelingen på Aarhus Universitetshospital og som deltidsbrandmand ved han, hvor vigtigt det er, at man rykker hurtigt, når en person bliver ramt af et hjertestop.
- Jeg har købt den for mine egne penge for at kunne hjælpe folk, hvis de kommer i nød, siger han.
Han er en del af afdelingens hjertestop-team, der træder til, når en patient bliver ramt af et hjertestop, og i sin fritid er han klar til at rykke ud med sin hjertestarter.
- Hvis jeg kan være der tre-fire minutter før den første ambulance, kan jeg gøre en stor forskel, siger Rasmus Sørensen.
Han er rykket ud to gange via TRYGs hjertestarter-app, som begyndte i 2018. Men nu er hjertestarteren væk.
- Jeg er rigtig bitter, for som jeg ser det, så kan lige så godt være den tyvs mor, der falder om, og tyven skal vide, at jeg ville være den første, der ville springe til, hvis de har brug for hjælp, siger Rasmus Sørensen.
Han er overbevist om, at tyven ikke har vidst, at der lå en hjertestarter i bilen. Den er gemt væk under et tæppe i bunden af bilen, og han har svært ved at forestille sig, at den kan sælges. Han opfordrer i stedet tyven til at aflevere den tilbage hurtigst muligt.
- Jeg tror ikke, de kan gøre andet end at beholde den og hjælpe andre. Men hvis man er af den kaliber, at man går og stjæler fra andre, så tror jeg ikke, man er typen, der går og hjælper folk i nød, siger Rasmus Sørensen.
Ikke et enkelt tilfælde
Hos TrygFonden oplever de 5-10 gange om året, at en hjertestarter enten bliver udsat for hærværk eller decideret stjålet.
- Jeg ved ikke, hvad der får nogle til at stjæle i det hele taget - og slet ikke en hjertestarter. En hjertestarter snakker kun dansk og er derfor kun brugbar i Danmark, så jeg ved slet ikke, hvad man vil med en stjålet hjertestarter, fortæller hun.
Ifølge Grethe Thomas, der er projektleder hos TrygFonden, er det rystende, at nogle kan få sig til at stjæle en hjertestarter.
- Den yderste konsekvens, ved at Rasmus har fået stjålet sin hjertestarter, er, at han ikke har mulighed for at rykke ud og hjælpe, og det kan i sidste ende betyde, at et liv, der kunne være reddet, ikke bliver det, og det er jo skrækkeligt, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Rasmus Sørensen har delt en efterlysning af sin hjertestarter på Facebook, hvor den er delt mere end 3.500 gange på nuværende tidspunkt.