Patrick Nielsen: Det er fedt
Horsens slog Bakken Bears i første finalekamp
Mandag aften kom Horsens IC et skridt nærmere DM-titlen, da holdet slog Bakken Bears i Vejlby-Risskov Hallen i Aarhus med 74-65.
Kampen var den første i finaleserien, som består af syv kampe, og dermed er Horsens IC foran med 1-0 i kampe mod de forsvarende danske mestre fra Bakken Bears.
- Det er fedt, og vi fører 1-0, så nu er der kun tre kampe til, at vi har mesterskabet, siger Patrick Nielsen fra Horsens IC.
Se: HIC vandt første finalekamp
Han fortsætter:
- De (Bakken Bears, red) havde hjemmebanefordelen i kampen, og det er vores fordel nu, men det kræver stadig, at vi vinder på torsdag. Vi er meget glade, men det er kun én kamp, og vi har lang vej endnu.
Efter første periode var gæsterne i front med 12-10, og halvvejs i kampen var føringen udbygget til 35-30. Bakken Bears formåede aldrig at få greb om kampen, og Horsens IC vandt derfor med 74-65.
Bakken Bears kan allerede få revanche på torsdag, hvor andet opgør i finaleserien spilles klokken 19.30 i Forum Horsens.
I videoen øverst på siden kan du udover et interview med Patrick Nielsen også høre Bakken Bears' Chris Christoffersens reaktion på opgøret.