Overrasket over landsholdsplads
AC Horsens-målmanden Frederik Rønnow er netop kommet tilbage fra en langvarig skade, men allerede nu er han udtaget til u/21-landsholdet
AC Horsens' Frederik Rønnow er udtaget til u/21-landskampen mod USA i Lyngby den 31. marts.
Og det kom som et chok for den 22-årige målmand, der netop er kommet tilbage efter næsten et års skadespause.
- Jeg var godt nok overrasket. Den havde jeg virkelig ikke set komme. Det har været så langt væk, det landshold, efter hele det seneste år, hvor jeg mest har fulgt med på sidelinjen, så jeg synes, det er helt fantastisk. Det er også et skulderklap og en bekræftelse på, at de trods skaden kigger min vej, siger Frederik Rønnow til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ekstra motivation til at komme tilbage til topformen for Rønnow, der dog ikke savnede motivationen i forvejen.
- Min motivation har aldrig været større, men det er et selvtillidsboost og noget, man kan tage med, siger Rønnow, der har været med på u/21-landsholdet flere gange.
- Udtagelsen er nok ligeså meget for at se, hvor jeg står. De kender mig som person, og de ved, hvad jeg står for. Jeg har snakket med Jess, (Thorup, red.) og jeg har da en tro og en forhåbning om, at jeg får minimum en halvleg mod USA, siger Frederik Rønnow.