Nyt nederlag til Horsens
Sendt hjem fra Skive som tabere
Fodboldklubben AC Horsens har fået en mildest talt miserabel start på den nye sæson.
Fredag aften tabte den østjyske 1. divisionsklub på udebane med 0-1 til Skive. Dermed har østjyderne kun fået et enkelt point i de første tre spillerunder.
I fredagens kamp havde AC Horsens svært ved at få spillet til at fungere. Allerede efter 16 minutter grundlagde Skive sejren, da Jesper Henriksen sendte oprykkerne i front.
Efterhånden som kampen skred frem, overtog Horsens mere og mere af spillet. Østjyderne blev dog aldrig for alvor farlige, og dermed endte opgøret med et østjysk nederlag på 0-1.
Horsens har mulighed for at revancere nederlaget, når Bo Henriksens tropper næste weekend får besøg af AB.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.