Nyt centralt kraftcenter

CASA køber nu retten til at udvikle grunden ved banegården

Foto: Google Maps

CASA koncernen med hovedsæde i Horsens har købt retten til at udvikle og bebygge campusgrunden ved Horsens Banegård.

Det betyder, at CASA har fået option på at købe og bygge minimum 60.000 etagemeter - til uddannelsesformål, offentlige formål, ungdomsboliger eller uddannelseslignende formål.

- Horsens Byråd har en vision om, at Campusgrunden skal udvikle sig til et uddannelsesmekka, med masser af forskellige uddannelsesinstitutioner samlet et virkeligt centralt beliggende sted i Horsens. Og det kan stort set ikke blive mere centralt i forhold til tog, busser og byens centrum, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), i en pressemeddelelse.

- Det fremgår af buddet fra CASA, at man allerede har lavet samarbejdsaftaler med en række lokale uddannelsesinstitutioner, så CASA har på overbevisende måde opfyldt kravene i udbudsmaterialet

Har godkendt aftalen

Et enigt byråd har godkendt aftalen, som betyder, at CASA overtager grunden etapevis. Prisen for en etagemeter byggeret til uddannelsesformål eller offentlige formål er 1.500 kroner, mens prisen er 3.000 kroner, hvis formålet er etablering af ungdomsboliger.

Det er også aftalt, at Horsens Kommune kan opsige aftalen, hvis ikke CASA har købt første etape inden for to år.

- Det er klart, at der forestår et stort og tidskrævende arbejde for CASA, hvis det skal lykkes at få sat gang i byggerierne. For mange af uddannelsesinstitutionernes vedkommende skal et nybyggeri finansieres ved et af salg af eksisterende bygninger, og det kan være en svær proces, siger Peter Sørensen, der forventer at salget på sigt vil indbringe et pænt millionbeløb til kommunekassen.

CASA har betalt 7,5 millioner for retten til at udvikle grunden.