Nu stiger skatten - til gengæld for gratis busser og flere pædagoger

Et delt byråd i Horsens har landet en kommende budgetaftale, som blandt andet byder på skattestigning, gratis bus og flere pædagoger til børn.

Horsens Kommune har netop indgået en ny budgetaftale.

Gratis buskort til pensionister, flere hænder i daginstitutionerne, nye plejeboliger og dådyr ved naturområdet Nørrestand.

Det er blot nogle af de mange tiltag, en ny budgetaftale i Horsens Kommune tilgodeser. En budgetaftale, som et flertal i byrådet mandag eftermiddag vedtog. 

Læs også Vagn måtte flygte fra hus og hjem - efter seks måneder kom hjælpen

- Jeg er både glad og stolt over, at vi kunne finde et budget, hvor både velfærd og klima fylder meget samtidig med, at vi har råd til at kigge på andre områder som eksempelvis hverdagskultur og infrastruktur, siger borgmester Peter Sørensen (Soc.dem.) til TV2 ØTJYLLAND.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. 

Jeg er simpelthen så tilfreds med den aftale, og jeg synes virkelig, vi politikere kan se os selv i øjnene.

Michael Nedersøe, formand, Dansk Folkeparti i Horsens

- Jeg er simpelthen så tilfreds med den aftale, og jeg synes virkelig, vi politikere kan se os selv i øjnene, siger Michael Nedersøe (DF), som er en af forligsparterne i aftalen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hovedfokus i budgetaftalen er en forbedring af kernevelfærden, og det betyder blandt andet, at velfærdsområderne børn, ældre og handicappede samlet får tilført 53 millioner kroner i 2021. 

Læs også Færge slår alle rekorder trods corona: - Vi har haft en rigtig god sommer

- Vores personale løber stærkt, demens og sundhed fylder mere, opgaverne bliver komplekse, og dem skal vi kunne løfte med høj faglighed, så vi kan skabe det bedste for vores borgere, siger borgmesteren.

- Jeg er både glad og stolt over, at vi kunne finde et budget, hvor både velfærd og klima fylder meget samtidig med, at vi har råd til at kigge på andre områder som eksempelvis hverdagskultur og infrastruktur, lyder det fra borgmester i Horsens, Peter Sørensen (Soc.dem.). Foto: Christian Kallenbach

Skatten stiger

En del af aftalen betyder, at horsensianerne kan se frem til en skattestigning på 0,2 procent i løbet af de næste to år. Det kommer som følge af, at Horsens Kommune skal betale yderligere 30 millioner kroner i den udligningsreform, som Regeringen vedtog tidligere på året.

Og det er netop den skattestigning, der er årsag til, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance ikke er en del af aftalen. 

Læs også Flytning af coronateststed kan give forvirring

- Vi mener, at den her skattestigning er helt unødvendig. Begrundelsen for skattestigningen er, at man vil sikre kommunens økonomiske robusthed, men vi mener allerede, at vi har en fin økonomisk robusthed. De her penge kunne vi have fundet i budgettet, i stedet for at gå ud og hive pengene op af borgernes lommer, siger viceborgmester Martin Ravn (V) til TV2 ØSTJYLLAND. 

Vi mener, at den her skattestigning er helt unødvendig.

Martin Ravn, viceborgmester, Horsens Kommune (V)

Venstre har udpeget 15 række områder, hvor de mener, at man i stedet burde have sparet fremfor at lade skatten stige. Blandt andet ønsker de at spare på byrådspolitikernes vederlag, kommunens kommunikationsafdeling og administrationsudgifter til jobcentret. I alt har de fundet en mulig besparelse på 21,9 millioner kroner. 

- Det handler om at fjerne mest muligt af det administrative lag, lyder det fra viceborgmesteren.

Læs også Intelligente vejtavler skal hjælpe trafikanterne uden om kø

Venstre har på landsplan stemt for den udligningsreform, der giver muligheden for skattestigninger i kommunerne. Hvordan kan I lokalt i Horsens så sige nej til skattestigninger?

- Vi stemmer nej, fordi det slet ikke var det, der var meningen med ordningen. Den var tiltænkt de kommuner, der bliver hårdt ramt. Men det er Horsens ikke. Vi har en robust økonomi og tilflytning hertil, så det er ikke nødvendigt med skattestigninger. Vi kan godt finde pengene andre steder, siger Martin Ravn (V). 

Skatten stiger med 0,11 procent næste år, og 0,08 procent året efter - det svarer til, at hver enkelt borger kan se frem til at betale godt 50 kroner mere om året i kommuneskat.

Martin Ravn (V), viceborgmester i Horsens Kommune, har sammen med sit parti stemt nej til budgetaftalen, da de ikke kan gå ind for skattestigninger. Foto: Privatfoto

Gratis buskort til pensionister

Udover skattestigning og kernevelfærd kommer aftalen også til at tilgodese erhverv og beskæftigelse, infrastruktur og bosætning, kulturliv og natur. 

Nogle af de helt konkrete tiltag er blandt andet, at alle pensionister i Horsens fra næste år kan se frem til, at få gratis buskort.

Læs også Elever og forældre får krisehjælp efter voldsom ulykke

- Vi har tidligere gjort det billigere for de ældre at køre bus, men ikke mange har gjort brug af det. Derfor har vi lyttet til Ældrerådet, og kan nu gøre busserne helt gratis, siger Michael Nedersøe (DF).

Det vakte i dag stor glæde på Nørrevang Centret i det nordlige Horsens, hvor flere af byens pensionister var samlet til fællessang:

Det betyder rigtig meget, hvis jeg kan få gratis bus.

Inga Sørensen, Horsens

- Det betyder rigtig meget, hvis jeg kan få gratis bus. Efter jeg er blevet alene, er jeg blevet meget afhængig af bussen, hvis jeg skal ind til byen, siger Inga Sørensen.

- Så er der nogle der nemmere vil komme til arrangementer, og det vi lofte være dem, der har meget brug for at komme ud og være sammen med andre mennesker, lyder det fra Kirstine Willemoes Larsen, der bor i Søvind.

Inga Sørensen på 75 år er meget afhængig af bussen. Hun er derfor glad for det gratis buskort til pensionister, der er skrevet ind i budgetaftalen.

Budgettet byder også på muligheden for at udsætte dådyr ved Nørrestrand. Ifølge aftalen ønsker politikerne nemlig at gøre Nørrestrand til et endnu større naturområde med dyrepark, naturlegeplads og et nyt boligområde. 

Læs også Efter stor debat: Ny vej medfører tusindvis af biler i bydel

Det hænger sammen med politikernes ønske om mere bynær natur samt at alle fremtidige køb af kommunale biler skal være el eller hybrid. Og så skal muligheden for at anlægge en streetracebane undersøges - fordi Horsens tidligere har oplevet problemer med ulovlige gaderæs i industrikvarteret.

Hele budgetaftalen for 2021-2024 kan læses her.