Misbrugere tager epilepsimedicin i en farlig cocktail
Epilepsi-medicin, der er nemt at få fat på, bruges i farlig cocktail af unge misbrugere
Flere unge eksperimenterer med en meget farlig cocktail, der er nem at få fat på.
Jan Asmussen, SSP-konsulent fra Horsens har tidligere fortalt tv2oj.dk, at der har været otte tilfælde i kommunen, hvor unge har mærket de alvorlige følger af at blande epilepsimedicin med hash og alkohol.
- Hvor vi konkret ved, at de som minimum har haft nogle reaktioner. De kan ikke huske i flere dage, de kan møde op i skole og være helt væk. Det er bare efterveerne af at have taget det, fortæller Jan Asmussen, der er SSP-koordinator i Horsens Kommune.
Der er helt konkret tale om epilepsi-medicin ved navn ”Rivotril”, der normalt kun kan fås på recept. De bliver i misbrugsmiljøet kaldt for ”krydsere.” Og det er især i kombination med alkohol og hash, at pillerne bliver rigtig farlige.
Læs også
- Man sidder bare et eller andet sted i en trance, og hvis man for eksempel er sammen med sine kammerater, så mister man hurtigt de kammerater. Man lyver og stjæler, fortæller en anonym misbruger til tv2oj.dk.
Han har selv eksperimenteret med den farlige blanding af epilepsimedicin, alkohol og hash. Virkningen er så kraftig, at misbrugerne selv som et stof, man først bruger, når man har erfaring med andre stoffer.
- Lige præcis den her, det er den kraftigste. Det er så voldsomt, at du ikke kan huske noget bagefter, siger misbrugeren.
De unge har nemt ved at få fat på stoffet.
- Det er meget let. For eksempel Facebook. Der er flere grupper inde på Facebook. Det er bare at gå ind og skrive. Så kommer de 20 første: ”Her, jeg har, hvor skal vi mødes?”, fortæller misbrugeren.