Milliontur til Canada undrer
Bruger 2,5 mio. på rejse til 102 personer
Horsens Kommune sender 102 politikere og embedsmænd til Canada. Her skal de lære om den canadiske folkeskole. Den tur koster 2,5 millioner kroner.
- Det er for mange penge og det er for mange penge og jeg tror ikke, man får nok for de mange penge, siger byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti Claus Kvist Hansen.
Han mener, kommunen i stedet skulle have inviteret canadierne til Danmark.
Turen er vigtig
Turen tager delegationen til den canadiske provins Ontario. Provinsens skolesystem har været inspiration for folkeskolereformen herhjemme. Derfor mener andre af politikerne, at pengene er givet godt ud.
- I Ontario har de lavet en hel unik skole, der skaber store resultater derovre, siger medlem af Børne- og Ungeudvalget i Horsens Kommune Susan Gyldenkilde fra Socialdemokraterne.
- Hvis man vil lære noget, så er man nødt til at få de relevante personer af sted, siger hun.
Delegationen fra Horsens tager af sted til september.