Miljøskib og politi undersøger giftudslip i Horsens Fjord
Udslip af op mod 25.000 liter ammoniakvand til Horsens Fjord undersøges af både Miljøstyrelsen og politiet.
Miljøstyrelsen sender mandag et miljøskib til Horsens Fjord for at undersøge konsekvensen af et stort ammoniakudslip i weekenden.
Det oplyser funktionsleder Stig Eggert Pedersen, Miljøstyrelsen.
- Vi tager vandprøver forskellige steder i fjorden og holder det op mod de målinger, vi løbende udfører i fjorden, siger han.
Ammoniakudslippet fandt sted i weekenden fra en tank, der tilhører Fjernvarme Horsens.
Det anslås, at op mod 25.000 liter vand opblandet med ammoniak er løbet ud i fjorden.
Fjernvarmeselskabet bruger ammoniak i forbindelse med rensning af røggasser.
Potentielt giftigt
Miljøskibet skal blandt andet tjekke, om der er forhøjede værdier af næringsstoffer som følge af udslippet.
- Hvis ammoniak forekommer i forhøjede koncentrationer, så kan det være direkte giftigt, siger Stig Eggert Pedersen.
Der vil dog ske en hurtig fortynding af ammoniakvandet, tilføjer han.
Derfor er det ikke sikkert, at udslippet har nogen konsekvenser for livet i fjorden, oplyser funktionslederen.
Undersøger lovbrud
Miljøstyrelsen er ikke den eneste myndighed, der undersøger sagen.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at man nu vil undersøge, om der er sket lovbrud i forbindelse med weekendens kemikalieudslip.
- Vi undersøger, om der er nogen, der kan drages til ansvar, siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.
Hos Fjernvarme Horsens ønsker man for nuværende ikke at udtale sig om sagen.
Selskabet oplyser, at det er i gang med at lave en redegørelse om sagen, som Miljøstyrelsen som tilsynsmyndighed har bedt om.
- Alle procedurer gennemgås med henblik på skærpelse af de forebyggende foranstaltninger, så en lignende hændelse kan forhindres i fremtiden, skriver Fjernvarme Horsens i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det også, at udslippet blev opdaget af en vagthavende medarbejder tidligt søndag morgen.
Herefter blev beredskabet og politiet alarmeret.
Ammoniakvandet, der løb ud i fjorden, havde ifølge pressemeddelelsen en opløsning på 24 procent - svarende til salmiakspiritus, som anvendes i husholdninger.
Fjernvarme Horsens forsyner cirka 20.000 husstande med fjernvarme.