Martina sælger børnedeodorant: Børn kan også lugte af sved
Martina Neumann Gaarde kunne konstatere, at det var noget af en udfordring at finde deodorant til sin 9-årige søn. Derfor begyndte hun at sælge det selv.
De fleste kender det. Man står i kø i supermarkedet, og personen foran lugter dårligt. Det problem er heldigvis løst, når man forlader bygningen få minutter efter, men hvad gør man, når det er ens 9-årige barn, man kan lugte på afstand derhjemme? For er det ikke en meget ung alder at bruge deodorant?
Læs også
Det problem har en horsensiansk kvinde måske fundet løsningen på. Hun har nemlig åbnet en webshop, der sælger deodorant til børn, efter hun måtte sande, at hendes barn var begyndt at få kropslugt.
- Jeg tænkte, at når jeg kan lugte mit eget barn på afstand, hvordan er det så ikke i klassen? Børn kan jo godt finde på at sige ”du lugter, jeg gider ikke sidde ved siden af dig”, siger Martina Neumann Gaarde, der har webshoppen TweenCare.
At åbne sin egen forretning var dog ikke ligefrem den første løsning, hun kom på.
- Jeg forsøgte at få mit barn til at bruge det, jeg selv bruger. Noget neutralt i forhold til kemi og parfume, men jeg tror, drenge er lidt sværere at få til at bruge den slags end piger, fordi de har sådan en naturlig interesse for dufte og at pynte sig og sådan noget, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Første forsøg på at få sin søn til at bruge deodorant slog altså fejl. Det næste forsøg var deodorant rettet mod teenagere, men det blev heller ikke et hit.
- Det var alt for voldsomt for ham at rende rundt i skolen og dufte af ung mand, siger Martina Neumann Gaarde.
Kunne ikke finde det rigtige produkt
Så begyndte researchen. Hun ledte efter en børnedeodorant, men det viste sig at være noget af en udfordring. Efter at have bestilt kassevis af deodoranter og shampoo hjem fra udlandet, begyndte hun sammen med sin søn at teste produkterne.
- Jeg tænkte, at der jo måtte være andre end mig, der har det her problem. Så lavede jeg en webshop. Jeg har fuldtidsarbejde ved siden af, men jeg kunne ikke lade være med at prøve det her også, siger horsensianeren til TV2 ØSTJYLLAND.
Det var en udfordring at få hendes dreng til at bruge deodorant hver dag, men efter han har fået sit eget produkt målrettet til en dreng i hans alder, er det gået lettere.
Læs også
Men er det ikke et skråplan at opfordre børn til at bruge deodorant allerede som 9-årige?
- De skal ikke bruge det, hvis de ikke har behov for det, men min research viste, at forskere har fundet ud af, at børn går kropsligt hurtigere i puberteten end tidligere. Man skal bare ikke trække det ned over dem, siger Martina Neumann Gaarde.