Målmands-træner skifter til mestrene
Nicolai Pold skifter fra AC Horsens til FC Midtjylland
Målmændene i AC Horsens skal have ny træner fra 1. januar, hvor Nicolai Pold skifter 1. divisionsklubben ud med et job som målmandstræner hos de forsvarende danske mestre fra FC Midtjylland.
Nicolai Pold har haft sin gang i AC Horsens gennem de meste af sit liv, og siden 2008 har han arbejdet der på fuldtid som målmandstræner.
- Det bliver meget vemodigt, for jeg er sindssygt glad for at være her. Men ligesom spillerne lever af deres hobby og har ambitioner om at nå så langt som muligt, så har jeg det også som målmandstræner, siger Nicolai Pold til tv2oj.dk og fortsætter:
- Jeg ville ikke skifte for enhver pris. Det skulle være til det rigtige projekt, og det er det i FCM. Jeg er stolt over tiden i AC Horsens og de ting, vi har opnået sammen, men nu glæder jeg mig også at prøve at starte forfra i en ny klub, og det bliver rigtig spændende at skulle være med til at videreudvikle set-uppet omkring målmændene i FC Midtjylland, siger Nicolai Pold.
AC Horsens har det seneste års tid været gennem en sparerunde, og det har betydet, at Nicolai Pold har fået mange forskellige kasketter på. Han har fungeret som målmandstræner, været massør og fungeret som 2. assistenttræner, ligesom han derudover blandt andet har stået for meget af planlægningsarbejdet for 1. holdet.
Arbejdet med talenter
- Så når en stor klub som FC Midtjylland ringer til mig og tilbyder mig at arbejde som målmandstræner på fuldtid og være med til at udvikle Denmarks bedste set-up for målmænd, hvilket er det jeg holder mest af, så tiltaler det mig helt vildt. FCM går også meget op i talentudvikling- og arbejde, og det er en af mine stærkeste sider, siger Nicolai Pold.
Han har gennem sin tid i AC Horsens blandt andre trænet Søren Jochumsen, Lasse Heinze, Jakob Busk og Frederik Rønnow.
- Med de fire spillere har det været opgaver, som har været meget forskellige. Det har været målmænd, som på hver sin måde har skrevet sin egen historie, og vi har opnået meget sammen, siger Nicolai Pold.
Kronen på værket
I sommer solgte AC Horsens målmanden Frederik Rønnow til Brøndby IF, og han er en spiller, som Nicolai Pold er stolt af at have været med til at udvikle.
- Hvis jeg skal pege nogen ud, så er jeg rigtig stolt af at have betydet meget for Frederik Rønnow, der har fået en god start i Brøndby, siger Nicolai Pold, som spår den unge keeper en stor fremtid:
- Jeg tror, at han kan gå hele vejen, og jeg er ikke i tvivl om, at han en dag ender i udlandet. Jeg tror også, at han på et tidspunkt kan komme ind omkring A-landsholdet.
Nicolai Pold skifter per 1. januar til FC Midtjylland, hvor han skal være målmandstræner på fuldtid.