Lastbilchauffør død efter ulykke på motorvej

Motorvej E45 var spærret nær Horsens i nordlig retning efter færdselsulykke. En mand er afgået ved døden.

En lastbilchauffør er afgået ved døden efter en ulykke på Østjyske Motorvej tirsdag morgen.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Rune Nielsen.

Lastbilchaufføren forulykkede, da han af uvisse årsager ramte en betonpille på en bro på motorvejen. Ifølge vagtchefen var lastbilen den eneste involverede i ulykken.

Ulykken fandt sted omkring klokken 05.00. Første melding gik på, at lastbilchaufføren var i kritisk tilstand. Men kort før klokken 9 oplyser politiet, at manden er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Motorvejen er spærret 

Færdselsulykken skabte køer og forsinkelser for bilister, der kom syd fra Horsens og skulle nordpå mod Aarhus.

Som følge af ulykken var motorvejen spærret. Omkring klokken 09.00 var status, at der er spærret i retning mod Aarhus mellem afkørsel 58 Hedensted og 56B Horsens C. Det oplyste Vejdirektoratet på Twitter.

Al trafik ledtes fra senest ved afkørsel 58 Hedensted. Motorvejen forventedes genåbnet i løbet af formiddagen, var meldingen.

Der var på et tidspunkt også helt spærret i sydgående retning, men her er seneste melding, at der var et spor farbart, lød det fra Sydøstjyllands Politi.

Politi er på stedet   

Ulykken blev anmeldt af en forbikørende klokken 05.00. Årsagen til ulykken kendes ikke. Politiet foretager tirsdag morgen undersøgelser på stedet.

Vagtchefen fortæller, at der ikke umiddelbart er meldinger om glat føre i området.

Den forulykkede lastbil ventes at blive liggende i nødsporet noget tid endnu, da det ikke umiddelbart er muligt at fjerne den.

Foruden den alvorlige ulykke har der været flere andre uheld på strækningen. Det fremgår af meldinger fra både politiet og Vejdirektoratet.

Vagtchef Rune Nielsen fortæller, at uheldene er opstået i en såkaldt "kiggekø", hvor folk, der har kørt i modsat retning af den alvorlige ulykke, er kørt sammen. Her er ingen kommet alvorligt tilskade.