Kniv-overfald i fængsel
Indsat fik stukket kniv i tindingen
En indsat i det østjyske statsfængsel kan tirsdag morgen mirakuløst erklæres uden for livsfare efter et voldsomt opgør inden for fængslets mure.
Den 27-årige mand fik en kniv stukket otte centimeter ind i tindingen, fortæller vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Horsens Lars Peter Madsen.
- Vi har en mistænkt, som vi har anholdt. Han sigtes for drabsforsøg, men vi har ikke afhørt ham endnu, siger han.
Der er tale om en 29-årig mand, som muligvis vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen.
Det vides endnu ikke, hvad der udløste det voldelige overfald.
- Vi ved heller ikke endnu, hvor kniven kommer fra, siger LarsPeter Madsen.
Fangerne færdedes frit
Overfaldet skete mandag aften, mens fangerne på afdelingen havde mulighed for at færdes frit mellem hinandens celler.
Netop i denne uge skal Østre Landsret afgøre, hvad den for for voldelig overfald i et fængsel skal koste.
To mænd fik i byretten henholdsvis to og tre års fængsel for at overfalde en medindsat i Vridsløselille Statsfængsel, hvor de hamrede et stemmejern helt ind i kraniet på ham.