Indbrudstyve kørte galt

To personer anholdt efter ulykke

Foto: Colourbox

Natten til lørdag blev to personer anholdt efter et indbrud i Horsens.

De to mistænkte forsøgte at køre væk fra politiet i en bil, men det gik ikke så godt. Bilen kørte af vejen og ramte nogle træer ved Lovbyvej.

De to personer, en mand på 22 og en mand på 45, slap begge uskadt fra sammenstødet, men de er nu sigtet for at begå indbrud.

- Omkring klokken 01.22 får vi en anmeldelse om et indbrud i en villa. Da vi kommer ud på adressen, er to personer ved at køre væk derfra, siger Henrik Dam, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Men inden patruljen får vendt bilen for at sætte efter, er bilen med de to mistænkte forulykket. Bilen er kørt i grøften og sidder fast mellem to træer.

- Patruljen kører op til den forulykkede bil. Da den kommer frem, ser betjentene, at den ene person i bilen er teknisk fastklemt, siger Henrik Dam.

Derfor bliver brandvæsnet tilkaldt, så den fastklemte kan blive klippet fri.

- Vi anholder dem begge, og de er sigtet for tyveri af kogeplader og ovn fra et udstillingshus, siger Henrik Dam.