Hun vil bage sig til medalje
Stephanie Carbel Svendgaard skal repræsentere Danmark ved VM i Skills i Brasilien
Hun ville egentlig være kok, men den drøm blev lagt på hylden til fordel for en ny og tilsyneladende endnu bedre drøm.
Den 22-årige Stephanie Carbel Svendgaard fra den lille by Addit nær Sdr. Vissing blev i stedet uddannet bager og har også snart færdiggjort uddannelsen til konditor.
I nat klokken fire flyver hun til Sao Paulo i Brasilien sammen med 17 andre dygtige, danske unge for at deltage i mesterskabet VM i Skills.
- Jeg glæder mig helt vildt. Man får kun den her chance én gang, siger Stephanie Carbel Svendgaard til tv2oj.dk.
VM i Skills, også kaldet WorldSkills, er en konkurrence, hvor unge fra erhvervsskolerne og nyuddannede håndværkere dyster mod hinanden inden for fag som murer, tømrer og bager.
Stephanie Carbel Svendgaard stiller op i bagerkategorien. Modstanderne kommer fra lande som Taiwan, USA, Australien, Østrig og Spanien.
Selv er hun den eneste fra Skandinavien, der skal vise, hvad hun kan præstere inden for bagerhåndværket.
- Jeg har det sådan, at jeg er en vinder lige meget hvad. Selvfølgelig går jeg efter førstepladsen, men det er et stærkt felt, fortæller hun.
Brød, brød og atter brød
For at komme med til VM i Skills har Stephanie Carbel Svendgaard først vundet DM i Skills. Hun ved derfor, hvad hun går ind til - og så alligevel slet ikke.
I Sao Paolo skal hun bage mere end 10 forskellige slags brød og fyld til for eksempel wienerbrød på bare fire dage. Croissanter, tarteletter, franskbrød og rundstykker er på menuen.
Det ene af brødene forestiller en brasiliansk sambadanser og skal være hendes såkaldte skuestykke, der skal vække dommernes opmærksomhed.
Konkurrencen foregår i en 400.000 kvadratmeter stor, hvor hun hver dag skal bage i fire timer. De fleste af brødene kender hun på forhånd, men ikke alle ingredienserne.
Forberedelsen til VM i bagning er foregået intensivt i fem uger, hvor hun fik fri fra sit arbejde i Silkeborg. Her bagte hun mellem 10 og 12 timer om dagen.
I tiden op til konkurrencen har hun afprøvet forskellige opskrifter i sin fritid.
Stephanie Carbel Svendgaard og de andre danske deltagere vender hjem fra VM i Skills igen den 18. august.