Horsens vandt og snupper tredjepladsen
AC Horsens vandt fredag aften med 2-0 over Skive IK
AC Horsens var fredag aften på besøg i Skive, og her hentede østjyderne en sejr og tre point.
Og dermed kunne De Gule igen synge sejrssang efter tre uafgjorte resultater i 1. division forud for fredagens kamp.
Aleksandar Stankov bragte AC Horsens foran kort tid før pausen, og i anden halvleg udbyggede Kjartan Finnbogason føringen med sin sjette træffer i denne sæson.
Dermed er den islandske angriber nu delt topscorer i 1. division.
Med sejren stryger AC Horsens forbi Vejle Boldklub i tabellen og snupper tredjepladsen, og østjyderne ligner for alvor en kandidat til en af de tre pladser, der udløser en billet til Superligaen til sommer.
AC Horsens er inde i en imponerende stime, og Bo Henriksens tropper er ubesejret i 1. division siden den 7. august, hvor det blev til en 3-0-nederlag til Vejle Boldklub.
Den stime skal Vendsyssel FF se, om holdet kan stoppe, når nordjyderne besøger Casa Arena Horsens søndag den 18. oktober klokken 15.00.
Skive IK - AC Horsens 0-2 (0-1)
0-1 Kjartan Finnbogason, 68'