Horsens-træner: Selvfølgelig skal vi gå efter Europa

Træner Bo Henriksen går efter, at Horsens bliver den første klub, som går fra nedrykningsspillet til Europa.

Bo Henriksen ser ingen grund til, hvorfor Horsens-mandskabet ikke skal gå efter billetten til Europa. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

AC Horsens vandt søndag med 3-0 ude over Randers FC og lagde sig dermed i spidsen af nedrykningsspillets pulje 2 i Superligaen.

Dermed har Horsens potentielt udsigt til en nemmere vej til de playoffkampe om en plads i europæisk fodbold, som holdet kan komme til at spille om senere på sæsonen.

Læs også Stærke Horsens rykker forbi Randers med klar sejr i østjysk lokalopgør

I det nuværende format med en playoffkamp om en Europa-plads er det endnu aldrig lykkes holdet fra nedrykningsspillet, som møder nummer tre eller fire fra mesterskabsspillet, at vinde, men det vil Horsens-træner Bo Henriksen lave om på. 

- Selvfølgelig skal vi da gå efter Europa. Der er ingen fra nedrykningsspillene, som har formået at vinde disse playoffkampe i de fire år, de har fundet sted, så det ville da være skægt at gøre, siger Henriksen. 

- Vi skal forsøge at vinde så mange kampe som muligt, og vi bliver svære at slå, hvis vi fortsætter med at turde at spille, som vi gjorde i dele af denne kamp.

Med en sejr på 3-0 fik Horsens søndag sendt Randers FC til tælling. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Økonomisk gevinst

At Horsens rykker forbi Randers i tabellen med søndagens sejr betyder ikke kun noget for de kommende playoffkampe, men giver også en økonomisk indsprøjtning til Horsens’ klubkasse.

Læs også Fodboldklubber satser på fyldte tribuner i næste sæson

Der udbetales således en ekstra million i de såkaldte tv-penge, da Horsens strøg forbi Randers, og det betyder en masse for klubben. 

- En million for os er måske som 15 millioner for FC København. Det er sindssygt mange penge for en klub af vores størrelse, og det gør det nemmere for alle i klubben, siger Bo Henriksen. 

Thomasberg: Brutalt resultat

Randers-træner Thomas Thomasberg var skuffet over nederlaget og mener ikke, at resultatet var retvisende. 

- Resultatet var brutalt og afspejler ikke kampens udvikling. Horsens havde ikke noget som helst fra deres første scoring i det 22. minut frem til scoringen til 2-0 i det 83. minut, så det er hårdt at se på resultatet nu. 

- Førstepladsen betyder meget for os, så nu skal vi gøre tingene ordentligt selv i de sidste par kampe, siger Thomasberg. 

Horsens har med to runder tilbage et enkelt point ned til Randers.