Horsens og Randers delte
Træningskamp i kulde og sne endte uafgjort
Det var næppe med den allerstørste lyst, at fodboldspillerne fra AC Horsens og Randers FC fredag eftermiddag gik på banen for at spille træningskamp mod hinanden.
Efter en lang vinterpause, hvor spillerne sandsynligvis har brugt mere tid ved spisebordet end på løbebåndet, er konditionen endnu ikke helt på plads.
Bedre blev det ikke af, at termometret fredag eftermiddag stod på minusgrader, at et tyndt lag sne havde lagt sig over græsset, og at en kraftig kold vind blæste på tværs af banen.
Trods de ikke helt optimale fodbold-forhold spillede begge hold dog friskt til. Randers FC dominerede i 1. halvleg og kunne gå til pausen med en føring på 2-0.
Kronjydernes to mål blev sat ind af Nicolai Brock-Madsen og Ronnie Schwartz.
Efter pausen var rollerne byttet om. Horsens' spilovertag udmøntede sig i de to scoringer, der var nødvendige for at udligne den randrusianske føring. De to Horsens-mål blev sendt i nettet af anfører Niels Lodberg og Janus Drachmann.