Horsens forsvarer DM-titel efter dramatisk kamp
Horsens IC har vundet DM i basketball efter sejr over Bakken Bears
For første gang i klubbens historie har Horsens IC vundet danmarksmesterskaberne i basketball to år i træk.
Det er en realitet, efter at Horsens IC mandag aften slog aarhusianske Bakken Bears med 84-78 i den syvende og afgørende kamp i finaleserien.
Sahlertz: Vi blev ved med at kæmpe
Kampen var tæt hele vejen igennem, men Horsens IC viste sig stærkest til sidst.
Særligt det unge talent Iffe Lundberg spillede en fremragende kamp for Horsens IC - ligesom Nimrod Hilliard ydede en flot indsats.
I front ved pausen
I mandagens kamp var Horsens ved pausen trukket fra og førte 43-40. Tendensen fortsatte i tredje quarter, hvor guldvinderne bragte sig i front med 64-58.
Glad HIC-helt: Jeg er tabt for ord
Horsens IC har vundet DM-titlen seks gange i klubbens historie. Det er dog som tidligere nævnt første gang, at det lykkedes at genvinde mesterskabet.
Trods finalenederlaget kan Bakken Bears se tilbage på en sæson med fornemme præstationer i Europa samt en pokaltitel.
For fire måneder siden vandt Aarhus-klubben pokalfinalen på udebane mod de forsvarende danmarksmestre.
I videoen øverst i artiklen kan du se de glade jubelscener umiddelbart efter slutfløjtet.