Fjord hiver efter vejret - nyt ålegræs skal give kunstigt åndedræt

Det er tre kommuner og en masse foreninger, der er gået sammen om at forbedre tilstanden i Horsens Fjord.

De frivillige sejlede fredag ud for at sømme det nye ålegræs fast til fjordbunden. Projektet skal være med til at forbedre tilstanden i fjorden, der lige nu er ramt af iltsvind på grund af mange års udledning og belastning af næringsstoffer.

- Da vi boede herude for 30 år siden, kunne vi leve af de fisk, som min far fangede. Og det kan man i hvert fald ikke mere.

Sådan lyder det fra dykker John Møller Nielsen fra Horsens om tilstanden i Horsens Fjord.

Læs også Gå på opdagelse i Nationalpark Mols Bjerge: Her er tre skjulte perler

Jan Kanrøe, der er formand for Partnerskabet til restaurering af Horsens Fjord, er enig i, at det ser skidt ud i fjorden.

- Det er deprimerende. Det har været en nedtur de sidste fire til fem år, siger han.

Det er deprimerende. Det har været en nedtur de sidste fire til fem år.

Jan Kanrøe, fmd., Partnerskabet til restaurering af Horsens Fjord

Mange års udledning af fosfor og kvælstof har ført til massivt iltsvind, men nu skal et restaureringsprojekt give fjorden kunstigt åndedræt.

Det er de tre kommuner - Horsens, Odder og Hedensted - der sammen med en masse frivillige foreninger er gået sammen om at restaurere fjorden - blandt andet ved at udplante ålegræs.

- Mine børn og børnebørn skulle også gerne vokse op til en fjord, hvor man kan fange nogle fisk og hygge sig herude. Det ville være slemt, hvis det bare var fuldstændig dødt herude, siger dykkeren John Møller Nielsen fra Horsens til TV2 ØSTJYLLAND.

02:26

I videoen kan du komme med de frivillige ud på Horsens Fjord, der fredag satte nyt ålegræs ud på bunden i fjorden.

Luk video

Forbedring af vandmiljø og skjulesteder til fisk

Ålegræsset, der bliver sømmet fast i fjordbunden, kan blandt andet hjælpe med at forbedre vandmiljøet, give smådyr og fiskene et skjulested, dæmpe sandvandring og forbedre fjordens selvrensende evne.

- Ålegræsset kan være med til at vende tilstanden til en forbedring, forklarer Mogens Flindt, der er lektor og forskningsleder ved Syddansk Universitet.

Men han forklarer også, at metoden ikke løser hele problemet med tilstanden i fjorden.

- Problemet er, at det er nogle bittesmå arealer, som vi magter at lave naturgenopretning på. Så man kommer ikke udenom, at man fortsat bliver nødt til at få reduceret belastningen af vores fjorde yderligere, siger lektor og forskningsleder, Mogens Flindt.

De frivillige dykkede ned på bunden af Horsens Fjord fredag for at sætte det nye ålegræs fast.

12-årig nabo til fjorden: - Det er bare så ærgerligt

Fredag stod en masse frivillige klar ved Horsens Fjord for at dykke ned og sætte ålegræsset fast på bunden - blandt andet 12-årige Oliver Juhl, der er nabo til fjorden.

- Det er bare så ærgerligt, når der er så smukt, at der ingen fisk er, siger han.

Han tilføjer også, at det kunne være dejligt, hvis han i fremtiden kunne bade i fjorden.

12-årige Oliver Juhl var taget med fredag for at hjælpe med at sætte ålegræsset fast til fjordbunden. Han er nabo til fjorden, og han håber på at kunne bade i den i fremtiden.

Ålegræsengene breder sig selv

Mogens Flindt, der er lektor og forskningsleder ved Syddansk Universitet, forklarer, at metoden med ålegræs også har en langvarig fordel.

- Når man først får gang i nogle nye ålegræsenge, så breder de sig selv. Så hvis ellers miljøtilstanden bliver i orden, så er det i princippet en éngangforetagelse at hjælpe miljøet på vej på denne måde, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

02:32

I videoen kan du høre hele interviewet med Mogens Flindt, lektor og forskningsleder ved Syddansk Universitet.

Luk video