Historisk 100-års jubilæum i Horsens
Horsens Forenede Sportsklubber har været et aktiv for byen siden 1915
I dag kunne et af Horsens faste omdrejningspunkter fejre 100-års jubilæum. Horsens Forenede Sportsklubber har været et aktiv for byen siden 1915, og det fejrede flere hundrede mennesker i dag ved en reception, hvor der blev fortalt gode historier fra gamle dage.
- Det vækker nogle minder, det er klart. Her står jeg med pokalen, siger Erik Petersen og kigger på et sort-hvidt foto, fra en tid hvor han i 1966 som anfører for byens førstehold, spillede holdet ind i fodboldens bedste række på daværende tidspunkt.
- Det var helt fantastisk, og da vi kom hjem til Horsens, var der 10.000-15.000 tilskuere, som modtog os.
Ved dagens reception mødtes han med flere 100 fremmødte for at fejre en klub, der gennem 100 år har været omdrejningspunkt for byen. Dagens reception gav rig mulighed for at genopfriske gamle bekendtskaber.
- Jeg startede i 1948-49 som dreng, og i dag mødes jeg med mange af de gamle, som jeg ikke har set i flere år, siger Erik Petersen.
100-års dagen bød på taler, gamle historier og en historisk udstilling fra byens sportsarkiv, som var sat sammen i dagens anledning.
Festdagen bliver meget passende afsluttet med dét, det rent faktisk handler om - nemlig fodbold - når AC Horsens her til aften tørner sammen med FC Roskilde.
Følg med på mindernes allé i videoen herover.