HIC-træner hylder fansene
Horsens IC har kurs mod DM-guld i mændenes basketball-liga
En overbevisende sejr på hele 26 point i den fjerde kamp om danmarksmesterskabet i basketball har givet Horsens IC en 3-1-føring i serien bedst af syv kampe mod Bakken Bears.
Et fantastisk udgangspunkt, som nu giver Horsens IC tre chancer for at afgøre mesterskabet.
Se: Horsens IC på vej mod DM-guld
- Det var en fremragende sejr for os. Bakken kom med en sejr i bagagen, og det var både fysisk og psykisk udfordrende for os, men vi klarede det fantastisk, siger Horsens IC-træner Arnel Dedic til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Særligt vil han gerne rose forsvarsspillet - og opbakningen.
- Det er de bedste fans i Danmark, det er smukt at se. Vi havde virkelig en sjette mand på banen i dag, siger Arnel Dedic.
Stjernen over dem alle Skyler Bowlin behøvede ikke at bidrage med alt for meget i lørdagens kamp, da flere af Horsens IC's øvrige spillere gav gode bidrag.
- Skyler er vores leder, men i dag havde vi mere end en Skyler. Det her hold har aldrig handlet om en spiller, og alle gjorde det fremragende i dag, siger Arnel Dedic.
På onsdag kan det hele blive afgjort i Aarhus, men selv hvis det ikke sker, er der ingen panik.
- Det er Bakken, der er under pres og ikke os. Vi går ikke i panik, selv hvis vi skulle tabe den næste, men vi tror på os selv i hver kamp, og vi har ikke noget at fejre endnu, siger Arnel Dedic.