Hærværk mod vaccinationscenter - forsøgte at starte ildebrand

Sydøstjyllands Politi ser med stor alvor på hændelsen og efterforsker nu, hvad der ligger bag.

En eller flere ukendte gerningsmænd har udøvet hærværk mod vaccinationscentret på Fuglevangsvej i Horsens og ifølge politiet formentlig også forsøgt at starte en brand på stedet.

- Vaccinationscentre og deres personale har i denne tid en meget vigtig samfundsopgave, og det er ikke i orden at skabe bekymring hos hverken personalet, der arbejder der, eller hos borgere, der får udsat deres vigtige vaccination, siger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er en rude blevet knust i bygningen, der lige nu fungerer som vaccinationscenter. 

Derudover er der ifølge politiet også spor efter et forsøg på ildspåsættelse.

Opdaget søndag morgen

Sydøstjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere sagen yderligere, men oplyser i pressemeddelelsen, at:

- Vi ser med alvor på hændelsen og efterforsker nu, hvad der ligger bag.

Hærværket blev opdaget søndag morgen af en medarbejder på vaccinationscentret. Det er politiets formodning, at hærværket er sket natten mellem lørdag og søndag.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at patruljeringen ved vaccinationscentre er øget.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefonnummer 114.