Gratis til fodbold
Vil sætte stadionrekord på Casa Arena
AC Horsens vil sætte ny stadionrekord på Casa Arena.
For at kunne overtrumfe den nuværende stadionrekord på 8.217 tilskuere uddeler den østjyske superligaklub 2.000 fribilletter, når Brøndby IF kommer på besøg i morgen, søndag.
De 2.000 børnebilletter bliver uddelt på parkeringspladsen bag Casa Arena umiddelbart forud for kampen mod Brøndby.
Uddelingen af fribilletterne er en del af et såkaldt Pink Day-arrangement, der skal skabe opmærksomhed om Horsens-etapen af Giro d'Italia den 7. maj.
Målet er at skabe italiensk inspireret landsby-hygge med en torveplads med boder og café-borde, hvor de besøgende bl.a. kan smage på italiensk vin. På boldbanerne bliver der afviklet en fodboldturnering for børn under 12 år.
De 2.000 fribilletter bliver uddelt efter først-til-mølle-princippet fra kl. 15. Kampen mellem AC Horsens og Brøndby begynder kl. 18.