Fortsat forsinkelser flere timer efter uheld på E45

I første omgang var meldingen, at kø og forsinkelser ville være slut klokken 17.

3-4 biler skal ifølge politiet være involveret i et uheld på E45.

Fire timer efter et færdselsuheld på E45 ved Horsens er der fortsat et kvarters ventetid. 

Det oplyser Vejdirektoratet til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Energiselskab anmeldes for at snyde kunder for milliarder

Færdselsuheldet skete omkring klokken 14.30, og tidligere fredag var der ifølge Vejdirektoratet en times forsinkelse.

- Vi er ikke helt af med de forsinkelser, der er på strækningen. Der er sket en række småhændelser efter uheldet, og hvis der er blå blink, sætter folk farten ned, siger vagthavende hos Vejdirektoratet Jakob Riis-Petersen, klokken 18.15. 

Læs også Spritbilist fundet af politihund - gemte sig under en bunke halm

3-4 biler involveret i uheld

I første omgang var meldingen, at kø og forsinkelser ville være slut klokken 17, men efterveerne af uheldet varer altså længere end forventet.

- Nu handler det bare om at få afviklet køen, og der hjælper det selvfølgelig, at det ikke længere er myldretid, siger Jakob Riis-Petersen.

Læs også Færre sommerindbrud i Østjylland

Ifølge Sydøstjyllands Politi var 3-4 biler involveret i uheldet på E45 ved Horsens.

- Der er ikke alvorlig personskade, men der er problemer med væsker fra et af de beskadigede køretøjer. Det betyder, at det tager længere tid at rydde op efter uheldet, sagde vagthavende Jeppe Thranum fredag eftermiddag til TV2 ØSTJYLLAND.

Kiggekø et problem

Anden vognbane blev åbnet omkring klokken 15.30.

Det største problem for politiet har været, at mange bilister fredag har sænket hastigheden for at kigge nærmere på uheldet.

- Det sker hver gang, der er uheld. Man kommer ned i nogle hastigheder, man normalt ikke vil køre i på motorvejen, og skaber farlige situationer, fordi det får andre bilister til at bremse hårdt ned, sagde vagtchef Jeppe Thranum tidligere fredag til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Bilist død efter ulykke - kørte frontalt ind i lastbil