Forsvarstalent til AC Horsens
FCM-spiller lejes ud for en enkelt sæson
AC Horsens fortsætter med at hive nye spillere ind i truppen. Denne gang er det på forsvarsfronten, at der nu bliver hentet forstærkninger.
20-årige Sonni Nattestad fra FC Midtjylland skal i den kommende sæson hjælpe "De Gule" med at vende tilbage til Superligaen.
Det sker på en etårig lejekontrakt frem til sommeren 2015.
Cheftræner Bo Henriksen glæder sig til at byde Sonni Nattestad velkommen, som med øjeblikkelig virkning er en del af truppen:
- Sonni Nattestad er en ung knægt med en rigtig stor fremtid foran sig, og han vil fra dag ét konkurrere om en plads i startopstillingen, for han har alle forudsætninger for at blive en rigtig dygtig midterforsvarer, siger Bo Henriksen.
Sonni Nattestad fortæller, at det blandt andet er drømmen om mere spilletid, som gør, at han har sagt ja til en lejekontrakt med AC Horsens:
- Jeg har brug for at spille kampe for at udvikle mig yderligere, og derfor har jeg valgt at spille sæsonen færdig i AC Horsens. Trænerne er gode, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver sjovt, så jeg glæder mig. Min ambition er at få spilletid og gøre en forskel.
Sonni Nattestad har spillet seks kampe for FC Midtjylland og har tidligere haft debut for både det færøske landshold og for det danske U21-landshold.