Foreninger kæmper for medlemmer efter corona
Det kniber med at få de ældre tilbage i idrætsforeningerne efter corona, selvom der ifølge overlæge er meget lille smitterisiko lige nu.
På med badehatten og dykkerbrillerne og klar til en tur i bassinet.
Flere foreninger kæmper med at få medlemmerne tilbage i folden ovenpå coronanedlukningen. Det gælder også blandt seniorerne, der igen skal have fundet glæden ved at få pulsen op.
Men et sted, hvor den er på vej tilbage, er hos Motionscirklen i Horsens. Her er glæden over at være i gang igen stor.
- Her er skønt. Det er bare skønt. Vi har virkelig savnet at kunne komme tilbage, det har vi, siger instruktør i Motionscirklen Ingrid Bang Hansen fra bassinkanten.
Og det kan da også være svært at komme ind i de gode vaner igen.
- De har svært ved at komme i gang i gen, fordi de nu har skullet sidde igennem så lang tid, forklarer Kirsten Grimler, der er formand for Aarhus 1900 Ældreidræt.
Inaktiviteten er værre
Nogle steder spøger coronafrygten dog også endnu.
- Jeg ved, at der stadig er nogen, der er bange for corona, og som ikke vil i gang, for den er jo ikke væk, lyder det fra formanden.
Læs også
Men der er ifølge ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på AUH Lars Østergaard er der ikke noget at frygte.
- Lige nu er smitterisikoen lav, så der er sådan set ikke nogen grund til at holde sig hjemme. Faktisk kan det være endnu værre at holde sig hjemme for at undgå at blive smittet med corona, end det er at gå hen og blive sund og fit med sin idræt, fortæller overlægen til TV2 Østjylland.