Forældre vilde med madordning
Silkeborg og Horsens er store tilhængere
I Silkeborg og Horsens har forældrene taget godt imod madordningen i daginstitutionerne. Siden ordningen blev indført i 2010, er Silkeborg Kommune nu oppe på, at 46 ud af i alt 54 institutioner siger ja til ordningen.
I Horsens er de også begejstrede for madordningen. Her er det nu 26 ud af 37 institutioner, der har takket ja til at få serveret frokost i vuggestuen eller børnehaven.
Madordningen koster forældrene 400-600 kroner om måneden, og i Silkeborg og Horsens betaler de gerne den pris for frokost til børnene.
I flere kommuner har forældrene valgt at sige nej til ordningen, så børnene skal altså selv have mad med hver eneste dag.
Siden tilslutningen til ordningen i 2010 er der ifølge Ritzau 1.018 institutioner, der har taget stilling til, om de vil være med eller ej. Her har i alt 508 sat flueben ved "ja, tak".