Først korsfæstede kunstner sin penis - nu kommer fængselsdømte Ibi-Pippi på besøg
Udstillingen "Lystens perle" skal være sommerens trækplaster hos horsensianske Galleri Vagn, der i marts lod Uwe Max Jensen sømme sin penis fast til en træbjælke.
I marts fik de masser af opmærksomhed, da provo-kunstneren Uwe Max Jensen hamrede et søm igennem sin penis' forhud.
To høje dunk - så stod han der.
Fæstnet til en træbjælke, mens tilskuere og kameraer kiggede på og spurgte sig selv, hvad det egentlig var, de stod og kiggede på.
Galleri Vagn i Horsens fik den omtale, de havde håbet på ved happeningen, og nu er de ved at planlægge en ny udstilling, der nok skal få mindst lige så meget opmærksomhed.
Den 1. juli er der fernisering på en udstilling med kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der for nylig fik en dom på halvandet års fængsel og en regning på 1,9 millioner kroner for hærværk udøvet mod Asger Jorn-kunstværket "Den Foruroligende Ælling".
- Jeg kan ikke løfte sløret for, hvad man præcist skal forvente at se, men det bliver en udstilling med et gennemgående, konceptuelt tema, og vi kommer til at rokere lidt rundt i galleriet, siger Nick Møller, der ejer Galleri Vagn.
Udstillingen har navnet "Lystens perle".
Det må gerne stikke lidt ud
- Ibi-Pippi kan lide den undersøgende kunst, der stikker lidt ud fra normalbilledet og ikke ligner det, man ser andre steder, og det samme kan vi. Vi lægger derfor gerne hus til den slags, så vi har talt frem og tilbage igennem en periode, og vi er spændte på at præsentere resultatet, siger Nick Møller.
Ifølge Nick Møller var det Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der tog kontakt til galleriet, men det har altså ikke været svært at lande en aftale.
Ferniseringen finder sted den 1. juli fra klokken 11 til 14, og udstillingen kan ses til og med den 29. juli.
I videoen herunder kan du se og høre, hvordan det gik til, da Uwe Max Jensen slog sømmet i: