Fly brød ud i eksplosionsagtig brand - ny video viser landingen
53-årig pilot havde tidligere landet på Endelave, men kun i en-motors fly.
Tre passagerer og en pilot fik alvorlige forbrændinger, da et mindre fly i juni sidste år brød i brand på øen Endelave ud for Horsens Fjord.
De fire mennesker i flyet overlevede kun takket være hjælp fra vidner og det lokale beredskab.
Det fremgår af en rapport, Havarikommissionen netop har offentliggjort om uheldet.
Endte mellem træ og lade
Sammen med rapporten har kommissionen offentliggjort en video, der viser den landing, der er skyld i ulykken.
- Flyet når ikke frem til landingsbanen, men rammer i stedet en vej, der går på tværs umiddelbart før landingsbanen, siger havariundersøger Anders Kristensen fra Havarikommissionen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det kurer frem på landingsbanen og ender mellem et træ og en landbrugsbygning, hvorefter det bliver ramt af en eksplosionsagtig brand.
Pilot husker ikke uheld
Ifølge Anders Kristensen har Havarikommissionen haft meget få aktuelle oplysninger at arbejde med i sagen.
- Der er ikke nogen sort boks, og vi har ikke så mange oplysninger fra piloten. Han kan ikke huske uheldet. Det sker tit, at den slags uheld går ud over korttidshukommelsen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Piloten blev ret alvorligt skadet ved uheldet, og det er muligvis også årsagen til den manglende hukommelse, uddyber Anders Kristensen.
Ulykken skete med et tysk indregistreret fly med to motorer. Ombord var en 53-årig tysk pilot og tre passagerer: En 52-årig tysk kvinde, en 33-årig spansk mand samt en tysk kvinde på 28 år. Sidstnævnte slap uskadt.
Ejer udsendte advarsel
Da redningshelikoptere nåede frem til Endelave blev alle fire fløjet direkte til behandling på Rigshospitalet.
Flyvepladsen blev umiddelbart efter uheldet lukket for trafik.
Flyvepladsens ejer, Jens Toft, udsendte efterfølgende en påmindelse til piloter om at undgå for lav hastighed og for lav højde ved anflyvning.
Du kan læse hele rapporten (engelsk) på Havarikommissionens hjemmeside.