Flere kommer i arbejde

Har succes med at få kontanthjælpsmodtagere i job

02:03

1 af 2

De østjyske jobcentre er blevet langt bedre til at få kontanthjælpsmodtagere ud af køen og ind på arbejdsmarkedet.

Næsten 80 procent af kontanthjælpsmodtagerne kommer nu i beskæftigelse.

En af dem er Jimmy Bruusgaard Pedersen. Han er nu pladsmand hos Stena Recycling A/S i Horsens.

- Jeg er utrolig glad. Det er et rigtig godt arbejde, siger Jimmy Bruusgaard Pedersen.

Men sådan har det ikke altid været for ham.

- For fem år siden var det ikke muligt, der brugte jeg al min tid på mit misbrug, som jeg havde dengang, siger Jimmy Bruusgaard Pedersen.

Han har nu kvittet stofferne og kontanthjælpen, og skiftet det ud med et arbejde.

- Jeg startede på otte timer om ugen, og så er jeg gået op i tid stille og roligt. 37 timer om ugen var uoverskueligt dengang, men det er det ikke i dag, siger Jimmy Bruusgaard Pedersen.

I 2012 hjalp de østjyske jobcentre i gennemsnit syv ud af ti kontanthjælpsmodtagere i arbejde, og nu er det tal steget til otte ud af ti.

- Vi har de seneste år arbejdet meget konsekvent med en strategi, som handler om at få virksomhederne til at deltage i at tage imod de ledige. For det andet har vi arbejdet med en individuel tilgang i forhold til de enkelte, siger Frode Fårup, der er beskæftigelseschef i Jobcenter Horsens.

Gennemsnittet i Østjylland er højere end for resten af landet. Landsgennemsnittet lyder i dag på syv ud af ti kontanthjælpsmodtagere, der kommer i arbejde.

Du kan se mere om succesen i indslaget over artiklen.