For få siger ja til vaccine
Unge kvinder tager ikke imod gratis vaccine
Om det er prikket i overarmen eller manglende informationer, er ikke helt sikkert. Men faktum er, at kun 48 procent af de 21-28-årige kvinder i Horsens Kommune har taget imod det gratis tilbud om at blive vaccineret mod livmoderhalskræft - den såkaldte HPV-vaccine.
Til sammenligning har knap 54 pct. taget imod vaccinen i Region Midtjylland.
Dermed er de unge kvinder i Horsens Kommune nogle af de dårligste i Regionen til at komme til lægen og blive vaccineret, og det vil kommunen gøre noget ved. Derfor støtter kommunens projekt, Horsens Sund By, op om Kræftens Bekæmpelses kampagne "Veninder for Vidunderlivet", der opfordrer veninder og forældre til at få skubbet de sidste kvinder af sted mod lægen.
- Vi ved, at nogle af de unge kvinder er svære at nå, så derfor må der tages utraditionelle midler i brug. Ved at opfordre de unge kvinders familie og veninder til at skubbe på, håber vi på at få flere - herunder kvinder af anden etnisk baggrund - til at henvende sig til deres praktiserende læge, siger Tina Quist fra Horsens Sund By i en pressemeddelelse.
Kvinderne skal nå at have de tre stik, som vaccinationen kræver, inden udgangen af 2013. De skal derfor henvende sig til lægen inden den 1. juli, hvis de vil have det gjort gratis.
Med HPV-vaccination og screening kan livmoderhalskræft så godt som undgås.