Er det dit? Politiet søger ejere til sølvtøj
Står du og mangler en større mængde sølvtøj, så er det måske dig, Sydøstjyllands Politi søger.
Den 23. juli fandt en patrulje fra Sydøstjyllands Politi en pose med sølvtøj i en hæk i Hatting ved Horsens.
Politiet formoder, at der er tale om tyvekoster fra et indbrud i området.
Knap to måneder efter, er der fortsat ikke nogen, der har henvendt sig som ejere til posen med sølvtøjet.
Derfor har politiet nu delt billeder af sølvtøjet i håb om, at ejerne vil melde sig, så det kan vende hjem.
Skal bevises
Sydøstjyllands Politi gør opmærksom på, at der er navne og dato på flere af genstandene.
Politiet opfordrer alle, der ved noget om, hvem tyvekosterne kan tilhøre, eller hvem der har stjålet dem, til at henvende sig til politiet på telefon 114.
'Kun på den måde kan sølvtøjet finde tilbage til rette ejermænd, og oplysningerne kan også være medvirkende til opklaring af en indbrudssag,' skriver Sydøstjyllands Politi på Facebook.
Hvis du mener, du er den rette ejer af sølvtøjet, skal du kunne bevise, at det tilhører dig. Blandt andet ved at kende navne og datoer, der er indgraveret i sølvtøjet.