Enkemænd og enker mødes
Har oprettet grupper for ældre enlige
Ligesom nybagte mødre mødes i mødregrupper for at tale om bleskift og amning, har også enker og enkemænd glæde af at mødes med andre i samme situation.
Sådan er tanken bag en række netværksgrupper, som Horsens Kommune har samlet for at kunne give enlige ældre mulighed for at tale med andre enlige fra deres egen generation.
188 ældre i Horsens Kommune fordelt på 24 grupper har deltaget i forløbet, hvis hovedformål er at støtte de ældre til et godt og aktivt liv - herunder at deltage i sociale aktiviteter.
Netværksgrupperne mødes hver 14. dag på Aktivitetscentret Skovly. De forebyggende medarbejdere er med de første gange, men derefter skal grupperne være selvkørende.
Emnerne har blandt andet været Kunsten at blive ældre, Den normale aldring og Motion i hverdagen. De officielle møder har resulteret i, at de ældre nu danner kaffeklubber, spisegrupper m.m., og de tager af sted sammen på udflugter.
- De ældre er ikke nødvendigvis ensomme, for de har familie og venner. Men de mangler måske lige indgangen til at få skabt sig et netværk i lokalområdet. Samværet i grupperne har en forebyggende effekt på de ældres sundhed og trivsel, fortæller assisterende funktionsleder Kristian Lind Olesen i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
- De ældre finder tryghed i grupperne samtidig med, at de får mulighed for at udveksle viden og erfaringer om vigtige emner her i livet. For nogle lykkes det endda at danne venskaber.
Projektet er støttet af Ældrepuljemidler.