Endnu et østjysk street food-marked er på vej
Østjylland kan snart tilføje endnu et street food-marked til samlingen. Der er nemlig ét på vej i Horsens.
Først fik de et i Aarhus, snart åbner et i Randers, og nu kan Horsens også se frem til at få sit eget street food-marked.
I bygninger, hvor der engang lå et posthus, vil man fremover kunne mæske sig i mad fra flere verdenshjørner.
Læs også
- Vi vil gerne servere mad fra forskellige dele af verden. Vi skal selvfølgelig også have dansk mad, og vi skal sikkert også have en burger. Men ikke en burger, som man kender fra mange andre steder. Vi vil gerne lave noget virkelig lækker mad af friske råvarer, siger Birgitte Nygaard, der er projektleder i Posthuset Street Food, til TV2 Østjylland.
Birgitte Nygaard startede først i jobbet i sidste uge, og derfor er der stadig mange detaljer, der mangler at falde på plads.
Men sikkert er altså, at street food markedet skal ligge i posthusbygningen ved Vitus Berings Plads midt i Horsens.
Læs også
- Det skal være et sted, hvor man kan ”droppe ind”, og hvor maden er samlingspunktet. Det skal være den lidt nemme, men stadig lækre, mad til rimelige penge, siger projektlederen.
Planen er indtil videre, at madmarkedet skal rumme mellem otte og ti madboder, så der er noget til enhver smag.
- Man skal kunne mødes med både kammerater, medstuderende, familiemedlemmer og lignende. Og der er jo stor forskel på, hvad børn, teenagere og voksne gerne vil have at spise, siger Birgitte Nygaard.
Horsens er moden til street food
Her i Østjylland startede street food-bølgen ved rutebilstationen i Aarhus. Her har det været en så stor succes, at man har udvidet med flere køkkener i år.
Læs også
Men snart behøver horsensianere altså ikke køre nordpå for at stille sulten med gademad. For byen er moden til at få sit eget, mener projektlederen.
- Der er sket meget rent kulturelt i Horsens de seneste år, og byen har vist, at den kan tiltrække mange kunstnere i forskellige udformninger. Så vi tænker, at der også er en udvikling på vej i forhold til at gå ud at spise.
Udover at den gamle posthusbygning skal samle folk om mad, bliver der også plads til sport, spil og kulturelle aktiviteter, mens førstesalen skal udlejes til arrangementer. Men inden da ligger der et stort arbejde i at gøre lokalerne klar.
- Vi har håndværkerne klar, men nu skal vi først have alle bevillingerne på plads, siger Birgitte Nygaard.
Det er endnu for tidligt i processen til, at hun kan melde en åbningsdato ud, men forhåbningen er, at det nye madmekka er klar i løbet af det næste halve års tid.
- Når vi taler street food, så ville sommeren være ærgerlig at misse. Så vi vil rigtig gerne åbne på et eller andet tidspunkt i løbet af sommeren, siger hun.
Det er erhvervsmanden Carsten Vejby Møller, der har overtaget den gamle posthusbygning og står bag street food-projektet.