Eks-byrådsmedlem: Anklaget som bagmand for narkoring
Ifølge forsvarsadvokaten nægter han sig skyldig
Et tidligere byrådsmedlem for socialdemokraterne i Horsens er tiltalt for omfattende narkosmugling.
Han menes at være en af bagmændene bag en større narkoring, der har smuglet op mod 20 kilo heroin og kokain til byen.
Den 35-årige ekspolitiker er sammen med to andre mænd på 30 og 43 år anklaget for at have smuglet i alt 20 kilo kokain og heroin til Danmark fra Holland.
- Vi har kunnet se, at de måtte være dem, der var bagmændene, der styrede det her narkonetværk. Og derfor har vi samlet sammen og fået dømt en række kurerer i hele det her kompleks, hvor nogle af dem har fortalt, at de har haft kontakt med de her to personer, siger Lenette Skak, der er senioranklager ved Sydøstjyllands Politi.
Ifølge forsvarsadvokaten til det tidligere byrådsmedlem nægter han sig skyldig.
Han blev i 2013 valgt ind ved kommunalvalget for socialdemokraterne, men en måned inden anholdelsen trak han sig fra partiet med begrundelsen, at han har fået en læreplads.
Se reaktioner på tiltalen mod det tidligere byrådsmedlem i videoen ovenfor.