Dødsvold udløser forvaringsdom
Retten sender drabsmand i fængsel på ubestemt tid
Han har tidligere slået en mand ihjel. Og nu har retssystemet en gang for alle trukket en streg i sandet.
Så den 37-årige Simon Bolt Brinkmann blev onsdag idømt forvaring ved Retten i Horsens.
Han er denne gang dømt for et drabsforsøg i Horsens, hvor en mand blev såret af et pistolskud i brystet.
Det var i december forrige år, at der blev affyret skud i en lejlighed på Sankt Helene Vej, der fungerede som hashklub.
Drabmand: Det var selvforsvar
Under retssagen har den 37-årige forsvaret sig med, at der var tale om selvforsvar, da han efter en strid om betaling for hash selv var bange for at blive skudt af klubbens bestyrer.
Men nævningetinget valgte altså at stille sig på anklagerens side og finde manden skyldig i drabsforsøg.
Han valgte på stedet at anke til landsretten.
Forvaring kan kun komme på tale, hvis den dømte flere gange har været rodet ind i alvorlig personfarlig kriminalitet.
Anklagemyndigheden forsøger med jævne mellemrum at få folk idømt den tidsubestemte straf, men det er kun lykkes få gange om året.