Direktør får millionbøde for momssvindel
Direktør får bøde på 6,4 millioner kroner for momssvindel i en periode på tre år
6. jul 2016, kl. 18:50
Mere end 30 dage gammel
I en sag om økonomisk svindel, der har været over fire år undervejs, er en nu 64-årig direktør blevet idømt en bøde på 6,4 millioner kroner.
Direktøren er desuden blevet idømt halvandet års betinget fængsel for momssvindel. Sagen blev ført ved Retten i Horsens som en tilståelsessag, og direktøren valgte at modtage dommen.
Den 64-årige er direktør i en virksomhed, som blandt andet importerer gødning. Han vildledte myndighederne fra 1. januar 2007 frem til sommeren 2010, hvor han snød statskassen for 6,4 millioner.
Allerede i 2011 indledte myndighederne en efterforskning mod manden, der har bopæl i Nordtyskland.