- Det koger i Horsens
AC Horsens har mulighed for at vinde medaljer
Superligaen i fodbold begynder i denne weekend, og forventningerne til forårssæsonen er store i AC Horsens.
Østjyderne var en af efterårets helt store positive overraskelser og ligger p.t. på fjerdepladsen i ligaen.
Dermed er det ikke usandsynligt, at de slutter på en af de tre pladser, der udløser medaljer, når sæsonen er slut.
- Vi går ind til et spændende forår, og det kan mærkes her i klubben. Det koger i AC Horsens, og alle ser frem til at fortsætte, hvor vi slap i efteråret, siger midtbanespilleren Martin Retov til klubbens hjemmeside.
Mulighed for pokaltriumf
Det er ikke kun i Superligaen, at AC Horsens har klaret sig godt i denne sæson.
Klubben skal i foråret spille semifinaler i pokalturneringen og har således mulighed for at vinde turneringen i Parken den 17. maj.
De gode resultater får Martin Retov til at tro på, at tilskuernes opbakning i foråret bliver endnu større end i efteråret.
- Vi har sagt det før, men gør det gerne igen. Opbakningen fra tilskuerne er utrolig vigtig for os spillere, og det kan vi ikke pointere ofte nok. Hvis hele stadion er med os, så giver det et mentalt boost, og vi bliver 5-10 procent bedre, forklarer han.