Casper, 15 år og borgmester
Han er i spidsen for børne- og ungebyråd
For 20 år siden fik man i Horsens en god idé: Hvorfor er det kun de voksne politikere, der skal bestemme, hvad de unge vil have? Hvorfor får de unge ikke selv en stemme?
De spørgsmål blev begyndelsen på landets første byråd for børn og unge, Horsens Børne- og Ungebyråd. Et byråd, hvor de unge har mulighed for at påvirke politikernes beslutninger.
I spidsen for byrådet er i dag 15-årige Casper Doktor, der går i 9.b på Egebjergskolen i Horsens. Han er netop tiltrådt som børneborgmester og har nu til opgave at styre det 36 mand store børne- og ungebyråd.
- Vi er jo de unge. Det er os, det ligesom handler om. Derfor tror jeg, vi har rigtig gode erfaringer med, hvad der er godt for os, siger Casper Doktor til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De 36 medlemmer af børne- og ungebyrådet går i 7. til 10. klasse i kommunens folkeskoler.
Siden 1994 har de været med til sætte deres præg på byrådspolitikernes beslutninger. En af de helt store sejre var i 2013, hvor de unge var med til at udarbejde kommunens ungepolitik og give deres bud på, hvordan man skaffer flere ungejobs og skaber mere liv i byrummet.
Et af de tiltag, som har været med til at skabe liv, er åbningen af en stor skøjtebane foran byens rådhus.
Foran venter nu børneborgmester Casper Doktor og de andre byrådsmedlemmer en lang stribe opgaver - blandt andet vil de forsøge at belyse fordele og ulemper ved den nye skolereform.
Hør, hvordan det kommer til at gå i interviewet med den nye børneborgmester Casper Doktor i videoen øverst på siden.
I videoen nedenfor kan du også få et indblik i nogle af de sager, som børne- og ungebyrådet har sat sit præg på: