Brand: Terrasse stod i flammer
Ilden var tæt på at få fat i et rækkehus
En hurtig udrykning af brandvæsenet er formentlig årsag til, at ilden fra en brændende terrasse i Horsens ikke fik fat i selve huset.
Ifølge Horsens Brand og Redning gik der kort før kl. 02.30 natten til lørdag ild i en terrasse ved et rækkehus på Frederiksberggade i den nordvestlige del af byen.
Da brandvæsenet ankom til stedet, stod terrassen i lys lue, og flere af vinduerne i huset var gået i stykker på grund af varmen.
- Vi ankom lige akkurat i tide til at kunne forhindre, at flammerne fik fat i huset. Heldigvis lykkedes det os at forhindre ilden i at brede sig, siger indsatsleder Ole Wessel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Husets beboere befandt sig i nærheden, da ilden brød ud. De slog derfor selv alarm til brandvæsenet.
Ingen personer eller dyr kom til skade i forbindelse med branden. Branden skyldes formentlig, at der tidligere på natten var blevet røget på terrassen.