Book selv tid på hospitalet

Bookning af mødetider skal nu foregå på nettet

Foto: Region Midetjylland

Efter at have været i gang siden september 2011 med pilotprojektet 'Book din tid, når det passer dig' har Hospitalsenheden Horsens nu besluttet at udbrede online booking af patientaftaler til alle hospitalets afdelinger.
 
Dermed vil alle patienter i Horsens kunne logge sig på hospitalets hjemmeside ved hjælp af NemID og se deres kommende og tidligere mødeaftaler på hospitalet. 
 
- Vi er vant til at købe varer og bestille ferierejser på nettet, så mange er trygge ved online selvbetjening. Men det er første gang, at et dansk hospital indfører webbooking på alle afdelinger, siger Jakob Heuch, der har udviklet og leveret webløsningen til hospitalet. 

Færre udeblivelser
Udover at give patienterne bedre information og større indflydelse på mødeaftaler forventes selvbetjeningsløsningen at reducere antal udeblivelser på ambulatorierne i Horsens og dermed højere effektivitet.
 
- Når patienten har mulighed for selv at ændre deres mødetider på nettet frem for at skulle ringe til afdelingen, får personalet mere tid til anden primær patientbehandling. Og patienterne kan gennemføre ændringer, når det passer dem, siger ledende overlæge på Medicinsk Afdeling Thomas Hahn i en pressemeddelelse. 

Patienter på hospitalsenheden i Horsens er dog ikke tvunget til at bruge webbooking.