Boligområde blev oversvømmet og evakueret: Nu er løsning på vej

Mandag blev 11 boligblokke på Bygholm Åvænget evakueret på grund af frygt for dige-kollaps. Tirsdag kunne beboerne komme hjem igen, og Horsens Kommune er nu klar med en løsning.

Horsens Kommune har fundet en løsning, så høje vandstande i Bygholm Sø ikke vil genere borgerne i fremtiden. Foto: Horsens Kommune

Dæmningen og slusen under Schüttesvej i Horsens blev mandag udfordret, da ekstraordinært store mængder regnvand resulterede i en meget høj vandstand i Bygholm Sø.

Sydøstjyllands Politi frygtede, at det kunne føre til et dige-kollaps.

Læs også Frygt for dige-kollaps: 11 boligblokke evakueret

Derfor blev 11 boligblokke på Bygholm Åvænget ved Schüttesvej evakueret.

Beboerne kunne tirsdag vende hjem efter gårsdagens forskrækkelse, og Horsens Kommune er allerede klar med en løsning på problemet.

Ny sluse på vej

Ifølge Horsens Kommune vil store mængder regn ikke blive en udfordring i fremtiden.

De har nemlig besluttet, at der skal laves en ny sluse, som skal klimasikre Horsens i forbindelse med udvidelsen af Schüttesvej fra to til fire spor, som går i gang i april i år.

Læs også Erna er evakueret på grund af oversvømmelse: - Jeg er lidt rystet

- Vi må konstatere, at vi af og til bliver ramt af større regnmængder end tidligere, og det er den nye sluse dimensioneret til at kunne håndtere, lyder det fra Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.

Den nye sluse vil have en vejr-radar, så den automatisk lukker vand ud i Bygholm Å, hvis der kommer meget regn.

00:28

VIDEO: Se de vilde billeder fra oversvømmelsen her.

Luk video

Ifølge Horsens Kommune bliver det dermed nemmere at styre vandet i søen og reducere risikoen for oversvømmelse.

- De regnmængder, som har givet os udfordringer denne gang, har været ekstraordinære, og vi har ikke haft lignende forhold i Bygholm Sø siden 1992. Det er langt fra hverdagskost, men hvis vi står i en lignende situation, vil den nye sluse kunne håndtere det, siger Allan Lyng Hansen i pressemeddelelsen.

Var bekymret for sit hjem

Én af de beboere, der blev evakueret fra sit hjem på Bygholm Åvænget, er Vagn Jensen.

01:52

VIDEO: Beboerne på Bygholm Åvænget i Horsens kunne tirsdag vende tilbage til deres hjem.

Luk video

Han fortæller, at han har haft en nat, hvor han ikke har sovet særlig godt, fordi han var bekymret for sit hjem.

- Jeg spekulerede over, hvad der ville ske, hvis der pludselig gik hul på diget, og området blev oversvømmet, siger Vagn Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.