Bo Henriksen er 'sindssygt stolt'
AC Horsens-træner Bo Henriksen er stolt af sine spillere, der kæmpede sig tilbage mod Skive
To gange var AC Horsens på Superliga-kurs, men det var først tredje gang, der blev lykkens gang, da Bubacarr Sanneh scorede i overtiden og sendte 'den gule fare' op i det fine selskab.
Naturligvis til stor glæde for cheftræner Bo Henriksen, der også var godt gennemblødt efter flere champagne-sprøjt.
- Jeg har det fantastisk. Det er en vanvittig følelse, og det kunne ikke være skrevet bedre, siger Bo Henriksen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Så er der fest: AC Horsens er tilbage i Superligaen
AC Horsens tabte deres første tre kampe i sæsonen, men er siden kommet fejende flot tilbage, og kan nu fejre oprykning med fire kampe tilbage.
- Det er vanvittigt vigtigt for byen og kulturen og miljøet, og så sandelig også for den selvforståelse, vi gerne vil have. Drengene skal have kæmpe ros, jeg er sindssygt stolt af dem, siger Bo Henriksen.
Hør mere fra den glade og våde træner i videoen øverst i artiklen, der starter med lidt jubelscener.