Bo H. skifter titel: Bliver manager i ACH
Fodboldklubben AC Horsens har lavet ændringer i organisationen
Den østjyske fodboldklub AC Horsens har valgt at omorganisere sig, og det betyder blandt andet, at cheftræner Bo Henriksen bliver manager i klubben.
1. divisionsklubben har forsøgt at blande kortene og rokere lidt rundt i organisationen.
Klubben oplyser, at det sportslige udvalg, der stod for de sportslige beslutninger, bliver nedlagt. I den forbindelse bliver Bo Henriksen gjort til manager, ligesom Niels Lodberg gøres til managerassistent.
Dermed bliver det dem, der fremadrettet skal stå for kontraktforhandlinger og sammensætningen af truppen.
Derudover betyder ændringer i klubben, at Søren Jochumsen går fra at have ansvaret for salg, marketing og presse til at blive salgs- og marketingschef med ansvar for sponsorsalg, marketing og hospitality. I den forbindelse oplyser AC Horsens, at Annette Schoelzer fratræder sin stilling med fokus på salg og marketing den 31. august 2016.
Skide godt: AC Horsens hitter på Facebook
Som en sportschef
- Vi har lavet ændringerne for generelt at kunne optimere mere på de enkelte områder i organisationen samt for at kunne få en større tydeliggørelse af ansvarsområderne i AC Horsens, siger Kristian Nielsen, direktør i AC Horsens, til klubben hjemmeside.
Han fortsætter:
- På det sportslige område har vi desværre ikke økonomien til en decideret sportschef, og derfor har vi i samråd med Bo Henriksen og Niels Lodberg valgt at lægge en større grad af det sportslige ansvar hos dem, da de har de rette kompetencer, indsigt og netværk for at løse opgaverne omkring vores sportslige setup.
Den sidste ændring i organisationen er, at Iben Høgh Grøftehauge er blevet ansat i AC Horsens, som projektleder for Speedway 2016 og 2017. Denne opgave havde Iben Høgh Grøftehauge tidligere i firmaet Creative LineUp.