Bikere samlet i Fængslet til kamp mod mobning

Fredag er der motorcykelfestival i Horsens, hvor over 300 bikere samler penge ind for at give mobbeofre en bedre hverdag

01:53

Hårdkogte mænd og kvinder i læderjakker og med masser af kubik er lige nu samlet til motorcykelfestival i Fængslet i Horsens. Men det er ikke kun for sjov, at der bliver hevet i gashåndtaget. Bikerne hjælper ofre for mobning.

Under festivalen samles der nemlig ind til gruppen ”MC mod Mobning”, og fællesskabet blandt deltagerne får rigtig mange til at støtte op om det gode formål.

- Her er der et specielt sammenhold, for lige meget hvilken motorcykel du har, så er vi alle gode venner, fortæller arrangøren af Horsens State Priso Motorcycle Festival, Heidi Friis.

En af de hårdkogte læderhalse, som er med til festivalen i kampen mod mobning, er Tore Jæger Lorentsen, og han har en hel særlig grund til at være med. Hans lillesøster bliver nemlig mobbet.

Giver dem troen tilbage
- Hun har svært ved at komme ud blandt andre mennesker, fordi hun er bange for, hvad de tænker om hende, forklarer Tore Jæger Lorentsen.

Derfor er det en selvfølgelighed for ham at være med til festivalen, og han kan mærke, hvad det betyder for mobbeofre som hans søster.

- Det her giver dem troen tilbage, og de ser, at nogen vil dem og tror på, hvad de siger. De får glimtet tilbage i øjnene, lyder det fra bikeren.

Deltagerne til festivalen kommer fra alle dele af landet. Tore Jæger Lorentsen er eksempelvis fra Esbjerg. 

Du kan se mere om de gavmilde bikere i indslaget øverst på siden.