Alger får kommune til at fraråde badning

Mange alger får Horsens Kommune til at advare mod badning i en sø ved Brædstrup.

Der er konstateret blågrønne alger i Ring Sø tæt på Brædstrup, som derfor ikke er sund at bade i lige nu.

Derfor har Horsens Kommune netop sat et "Badning frarådes"-skilt op.

- Lad vær med at bade i søen, så længe vi skilter med "Badning frarådes". Hold også din hund fra vandet. Vær altid opmærksom på vandet, uanset hvilket sted du gerne vil bade. 

- Problemet er tilbagevendende, og Horsens Kommune kommer med de samme anbefalinger hvert år, fortæller Kirsten Linå Jensen, som er civilingeniør i natur-afdelingen i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.

Når vejret er godt, kan der opstå alger i badesøerne. Det er tilfældet lige nu i Ring Sø.
Når vejret er godt, kan der opstå alger i badesøerne. Det er tilfældet lige nu i Ring Sø. Foto: Horsens Kommune

Pas på din hund

De blågrønne alger danner giftstoffer, og derfor kan de i værste tilfælde give en forgiftning, hvis man sluger meget af vandet.

Det er dog yderst sjældent, at der sker alvorlige forgiftninger af mennesker.

Hunde, derimod, drikker ofte af vandet og reagerer derved voldsommere på eventuelle giftstoffer fra algerne.

Derfor fraråder kommunen både mennesker og hunde at hoppe i vandet.

Algerne kan desuden give hudirritationer og udslæt.

Man bør altid holde øje med vandet

Næring i søvand kombineret med solskin og varme danner grobund for alger.

Algerne kommer oftest i perioden fra juni til oktober - så nu er det højsæson.

- Det er ikke utænkeligt, at problemet kan opstå andre steder også. Så helt generelt bør man altid kigge på det vand, man vil bade i. Se om det er klart. Man bør ikke bade, hvis vandet er så uklart, at man ikke kan se sine fødder, når man står i vand til knæene. Så kan det nemlig være fyldt med alger, råder Kirsten Linå Jensen.

Horsens Kommune fjerner skiltene, der fraråder badning, når kvaliteten af vandet igen er tilfredsstillende.