Advokater beskylder politi for fejl og nøl i sag om ætsede grise
Sag mod landmand og dyrlæge om vanrøgt af grise bygger ifølge forsvarsadvokater på fejlagtigt grundlag. Det var en dyrlæge fra Horsens, der opdagede vanrøgten.
Politi og anklagemyndighed har ikke gjort deres arbejde godt nok i en sag om påstået vanrøgt af hundredvis af grise.
Sådan lyder det fredag i Retten i Hjørring fra to forsvarsadvokater, der repræsenterer en nordjysk landmand og hans besætningsdyrlæge.
- Der er sket mange fejl i den her sag. Min klient har begået en kæmpe fejl.
- Men jeg er faktisk bange for, at de alvorligste fejl er sket hos anklagemyndigheden, siger advokat Hans Peter Storvang, der repræsenterer en 61-årig landmand.
Landmanden er tiltalt for grov vanrøgt af svin med karakter af mishandling, fordi han ifølge anklageskriftet ikke sikrede sine dyr mod unødig smerte og lidelser.
Erkender fejl
Landmanden har erkendt, at han begik en fejl i forbindelse med rengøring af to svinestalde i Brønderslev.
Han fik ikke skyllet et ætsende middel kaldet hydratkalk helt væk, og det betød, at op mod 400 grise fik det ætsende middel på sig.
Dyrlæger har beskrevet det som meget smertefuldt for dyrene, fordi hydratkalk æder sig igennem huden, hvis det ikke skylles af.
Det Veterinære Sundhedsråd, der er landets højeste veterinærfaglige instans, har ud fra sagens oplysninger vurderet, at der er tale om groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling.
Men rådet har ikke fået en meget vigtig oplysning, lyder det fra forsvarsadvokat Anne Mette Ovesen, der repræsenterer den anklagede dyrlæge:
- Man lægger til grund, at stalden og de her grise ikke blev skyllet, da skaden var sket. Men det blev de jo. Det er nogle helt forkerte præmisser, lyder det fra forsvarsadvokaten.
Da skaden blev opdaget, blev der iværksat en behandling af grisene. 70 af de værst medtagne grise blev skudt.
Både landmand og besætningsdyrlæge gjorde, hvad de skulle gøre i sådan en situation, argumenterer forsvarsadvokaterne.
Hændelsen fandt sted for tre år siden, men er først nu kommet for retten.
Der har hidtil været tre tiltalte i sagen, men fredag er anklagen mod den tredje mand - en 30-årig svinepasser - frafaldet.
Det har vist sig, at hans rolle i sagen har været minimal, fordi han kun få gange har passet de pågældende grise.
Nægter sig skyldige
Inden dommer Mie Obel Thomsen og de to domsmænd trækker sig tilbage for at votere, får de tiltalte det sidste ord:
- Jeg er ked af at sidde her. Jeg beklager. Jeg har ikke mere at sige, lyder det fra landmanden.
Både landmanden og den 67-årige besætningsdyrlæge nægter sig skyldige.
Det var en dyrlæge fra kødkontrollen ved Danish Crowns svineslagteri i Horsens, der fik dyreværnssagen til at rulle.
Dyrlægen var på arbejde om aftenen den 25. november 2016, da en leverance på 99 slagtesvin fra den 61-årige svineproducent rullede ind.
- Jeg har aldrig set noget så voldsomt som det her. Heller ikke med så mange dyr, som der var tale om her, sagde dyrlægen, da hun i sidste uge afgav forklaring ved Retten i Hjørring.
Retten afsiger dom i sagen næste fredag.